Nytilflyttede Ejvind Olsen blev valgt som ny formand for Tranbjerg Fællesråd på generalforsamlingen i februar.
Af Stina Christiansen
Da Helle Søby Degn ikke var villig til genvalg som formand for Fællesrådet, søgte de efter en ny. Og heldigvis rakte Ejvind Olsen hånden op på generalforsamlingen og blev valgt uden modkandidater.
Den nye formand er flyttet til Frisenholt i september sidste år sammen med sin kone Birte for at være tættere på familien i Aarhus og deres søn i Tranbjerg. Parret kommer oprindeligt fra Aarhus, men har boet de sidste 46 år i Hovedgård, hvor Ejvind har været aktiv i Hovedgård Lokalråd.
– Lokalrådet stod lidt stille, så jeg har været med til at bygge det op og gøre det lidt mere levende. Horsens Kommune havde forskellige puljer, som vi søgte til at bygge nye legepladser og shelters og købe julebelysning, siger Ejvind Olsen.
Så han er vant til den dialog med kommunen, som er en stor del af et fællesråds arbejde og har erfaring med mange af opgaverne.
Tiden har han også, da den 71-årige formand er pensionist.