Morten og cyklen

For Denise og Morten Nascimento Grønborg er det naturligt at hjælpe andre, når de kan. De har selv fået meget hjælp af venner og familie, da de havde brug for det. 

Af Stina Christiansen

Da Morten en aften i august gik tur med labradoren Fofo, fandt han en sort pigecykel, som havde været udsat for hærværk. 

– Jeg ville egentlig bare tage et billede af den til Borgere i Tranbjerg-gruppen på Facebook, men så så jeg, at den var helt hærget. Jeg kunne lige se for mig, at den ville komme helt smadret tilbage til en pige på min egen datters alder, og det kunne jeg bare slet ikke have. Så jeg tog den med hjem for at reparere den. Da jeg gik hjem med den, tænkte jeg, at nu gjorde mig medskyldig i tyveri, men at jeg nok også blev tilgivet, hvis jeg satte i stand, siger Morten Nascimento Grønborg med et smil. 

Opslaget der gik viralt

Han gik hjem og fiksede cyklen, og lagde derefter et opslag på Borgere i Tranbjerg, hvor cyklens ejermand blev efterlyst. 

I sit opslag skrev Morten: 

Kære pige, og ejer af den stjålne sorte pigecykel på billedet, jeg håber du ser dette opslag. 

Jeg har fundet din cykel for et par nætter siden. Den var desværre noget medtaget så jeg har taget den med mig hjem og fixet den for dig – beklager det lige tog et par dage.. De ting der var ødelagte eller smidt væk har min kone købt nyt til dig. De ting der var bøjede har jeg rettet ud. Derudover har jeg smurt kæde, lejer og forbremsen, dækkene er pumpede op og gearet er justeret på den.

Den er klar til at blive hentet og næsten så god som ny.

Ahh youngs… come on… jeg kan se at I har gjort jer umage for at ødelægge og gøre en tilfældig pige ked af det. Det er SÅ meget federe at gøre nogle tilfældige mennesker glade i stedet. 

Prøv at gøre noget overraskende godt for nogen der har brug for det i stedet: Hjælp én der har svært ved at gå, med at lave et indkøb; hjælp med at rydde op; hjælp din nabo med at samle æblerne i haven og lav en nice limonade (jeg kommer og køber den!) ; trøst én der har slået sig eller hjælp én der er blevet væk med at finde sin mor.

Det er SÅ meget mere coolness og anerkendelse i at gøre en god forskel frem for at gøre en dårlig. 

Tror du det er noget jeg skriver bare fordi det er det boyscout rigtige at gøre..? Nopes! Ain’t! True story. Tror du stadig ikke på det? Try me! You can do it! 

Morten Nascimento Grønborgs ord gik videre ud i verden, hvor forskellige medier har skrevet om hans gode gerning. 

 – Det er weird, at det giver så meget opmærksomhed. Hvad siger det om vores verden? Det har sat en masse tanker i gang hos mig. Jeg har svært ved at se, hvorfor denne historie har ramt. Måske er det fordi mange af os ikke har overskuddet til at hjælpe andre. Men det er jo ikke fordi, der ikke er nogen, der hjælper – der er masser af foreninger hvor frivillige stiller op uge efter uge, lektiehjælp og repaircafé i vores egen K10, frivillige besøgsvenner og folk på plejehjem der arrangerer udflugter og læser for beboerne, uden at de får nogen opmærksomhed, siger Morten. 

Karma?

Han har fået mange reaktioner fra forskellige folk, der har skrevet til ham, og han er også gået i dialog med mange af dem, der har reageret på opslagene om ham på de sociale medier. 

 – Mange har sagt til mig, at de ser det som, at jeg sætter noget i gang. Men det er modsat – jeg betaler noget tilbage. Mange har den her tanke om karma. Jeg ved ikke, om jeg tror på, at det er en kraft eller en energi. Men jeg tror, at det er rigtigt, at man får mere tilbage. Og det kræver ikke så meget. Der er ingen tvivl om, at når man gør noget godt, så vil andre også gøre det. Hvis man er et godt menneske, vil andre også gerne hjælpe. Hvis vi kalder det karma, så er jeg med på den, siger han. 

Trange år

For at forstå Morten og hans kone Denises tankegang, skal man kende deres historie. 

De mødte hinanden i Kastrup Lufthavn i 2010 og endte med at sidde ved siden af hinanden i flyveren til Sydamerika. Efterfølgende skriver de sammen, hvor Denise skriver, at hvis Morten nogensinde kommer til Brasilien, skal hun nok vise ham sit land, og Morten tager hende på ordet.

 – Da vi mødes i lufthavnen, siger det BOOM! Vi bliver meget forelskede, og det er meget overvældende, når man bor 10.000 kilometer fra hinanden. Men vi bliver enige om, at vi bliver nødt til at reagere på det, og vi følger vores hjerter. Hvis vi havde vidst, hvor besværligt det blev, havde vi nok ikke gjort det, siger Morten med et grin. 

Der fulgte nogle omskiftelige år med arbejdsløshed, som betød manglende brasiliansk opholdstilladelse for Morten. Til sidst måtte de gifte sig for at kunne være sammen – selvom det ikke lige var sådan, de havde forestillet sig det. De boede og arbejdede også i Island i en periode, inden de endte tilbage i Danmark. 

 – Vi havde brug for en base. Så vi lavede en lodtrækning med to sedler med navnene på de steder, vi kunne bo, fortæller Denise. 

Siden har Morten indrømmet og fortalt hende, at han snød og skrev Danmark på begge sedler. Så nu hedder basen Tranbjerg for Morten og Denise, deres 7-årige datter Maria Elise og Fofo. 

47-årige Denise arbejder som akupunktør, massør og har et privat hjemmeplejefirma. Morten er også selvstændig med ingeniørfirmaet FlowEngineering. 

Betaler tilbage

– Vi har fået så meget hjælp fra andre. Vi har været heldige at kunne købe vores hus her i Tranbjerg, folk har givet os inventar, og vi har generelt fået meget hjælp. Så bare det at kunne give lidt igen, siger Morten.

Denise supplerer:

 – Da vi kom til Danmark, hjalp venner og familie os. Da vi fik huset her, sov vi på gulvet og brugte en papkasse som bord.  Vi er ikke perfekte hver dag, men når vi kan hjælpe andre, så gør vi det – sådan er vi, og jeg tror også, at vores datter bliver på samme måde. At vi har købt dele til cyklen for 150 kroner, betyder ikke så meget, hvis vi kunne gøre en pige eller dreng glad igen. Det betyder bare meget for os at kunne gøre andre glade – det gør også os glade. 

Morten regnede med, at der ville gå en dag eller to, inden nogen ville melde sig og hente cyklen. 

 – Hvor gad jeg godt at få lov til at give den videre, siger Morten.

Men i stedet har han nu kontaktet politiet for at høre, hvad han så gør med cyklen. Så nu kommer den ind til politiet som hittegods. 

Morten og cyklen

Her på Nyhedssiden kan du finde indlæg som ikke er aktuelle når bladet udkommer, men har vigtig infomation om fx datoer for arrangementer eller andre vigtige beskeder.

Indlæg
Picture of Tranbjerg Tidende
Tranbjerg Tidende

Redaktionen levere de nyheder der ikke rammer bladets deadline.

Vi bruger cookies udelukkende for at optimere din bruger oplevelse.