Af Lars Kjærsgaard Johansen – Tranbjerg Lokalhistoriske Samling

I dag er der ikke mange, der husker Jens Andersen, der var førstelærer i Tranbjerg fra 1861 til 1892. I sin samtid var han imidlertid kendt i hele Aarhus og det meste af Østjylland på grund af sit politiske engagement og arbejde i Venstre, og han var medlem af amtsrådet fra 1883 til 1898. Han sluttede karrieren med at være formand (direktør) for Landbosparekassen i Aarhus fra 1887 til sin død i 1906.

De unge år
Jens Andersen blev født den 8. februar 1835 i Hjerk i Salling, hvor hans forældre havde en gård. Han var den førstefødte og voksede op med en bror og fire søstre. Han klarede sig godt i skolen og blev tidligt en interesseret avislæser, og begivenhederne under treårskrigen 1849-1851 og Grundlovens indførelse i 1849 skulle have gjort et stort indtryk på ham. Han arbejdede nogle år på forældrenes gård, men var ikke interesseret i at overtage den, idet han hellere ville være lærer. Det støttede især moren ham i, og i 1856 blev han lærer fra Ranum Seminarium. Derefter søgte han en stilling i nærheden af Aarhus.
Han fik jobbet som andenlærer i Mårslet, og her mødte han Ane Margrethe Laursdatter fra Langballe, som han blev gift med i november 1857. På det tidspunkt var Jens Andersen blevet enelærer i Stautrup, og her blev sønnen Anders Peter født i april 1860.

Årene i Tranbjerg
I begyndelsen af 1861 blev Jens Andersen ansat som førstelærer og kirkesanger i Tranbjerg. Det blev indledningen til en over tredive år lang periode i Tranbjerg, hvor Jens Andersen blev kendt som en dygtig lærer og en markant person. I 1862 blev datteren Kirstine Mathilde født, men kun tre år senere blev familien ramt af en stor sorg, da Ane Margrethe døde kort efter en fødsel, hvor også barnet døde.
I 1866 giftede Jens Andersen sig med Jensine Caroline Jensen, som var datter af en gårdejer i Østerby. De fik fire børn, to drenge og to piger. Det sidste barn, Marie Andrea, blev født i 1885.
Jens Andersen var som nævnt engageret i samfundsforhold, og han kæmpede gennem flere årtier for at forbedre bøndernes og husmændenes vilkår. Derfor var han interesseret i at forbedre landboungdommens uddannelsesmuligheder, og var han initiativtageren til at oprette Østerby Pigeskole i 1866. Af forskellige grunde kneb det med tilmeldingerne, og skolen lukkede i 1871. Selv om Jens Andersen ikke underviste på Pigeskolen, lagde han meget arbejde i de praktiske og økonomiske forhold.
Jobbet som kirkesanger og degn medførte også en del arbejde for ham. Tranberg Kirke var en annekskirke til Holme Kirke, og da der med den tids transportmidler var lang vej fra Holme, hvor præsten boede, skete det ofte, at Jens Andersen blev kaldt ud til en hjemmedåb kort efter en fødsel. Derudover skulle han selvfølgelig også deltage i alle gudstjenester.

Det politiske arbejde
Selv om Jens Andersen havde meget at se til i Tranbjerg, involverede han sig også meget i det politiske arbejde, og det var først og fremmest derfor, han blev en kendt person i det Østjylland.
Som Venstremand var han modstander af Grundlovsændringen i 1866, der medførte privilegeret valgret til Landstinget, som sikrede Højre (konservative) flertal. Grundlovsændringen var et demokratisk tilbageskridt, som Venstre protesterede imod, men de forskellige Venstre-grupper var uenige om, hvad der skulle gøres.
I Aarhus-området begyndte landbokredsene at organisere sig for at forbedre deres vilkår. Allerede i 1862 var Landbosparekassen i Aarhus blevet oprettet for at give bønder og husmænd bedre muligheder for at optage lån, og i 1866 begyndte Aarhus Amtstidende at udkomme. Dermed fik Venstres vælgere bedre muligheder for at komme til orde i den offentlige debat.
I 1860´erne og 1870´erne deltog Jens Andersen på forskellig måde i Venstres politiske arbejde. I de første år arbejdede han mest på de indre linjer, men han deltog også ved valgmøder. Han er også blevet karakteriseret som en ”taktisk tillidsmand”, der kunne holde sammen på de forskellige Venstre-grupper, så Venstre erobrede Aarhuskredsen fra Højre i 1876 og 1884.

Brobygger
Som nævnt var der flere grupperinger i Venstre, og det var også tilfældet i Aarhus, hvor bjørnbakkerne havde størst tilslutning. Den var opkaldt efter Lars Bjørnbak, som havde grundlagt Viby Højskole i 1857. Han var en initiativrig, veltalende og temperamentsfuld person, og politisk tilhørte han venstrefløjen i partiet. Han var initiativtager til oprettelsen af både Landbosparekassen og Aarhus Amtstidende.
Den anden Venstre-gruppe var grundtvigianerne, som stod stærkt på landsplan. I Aarhus var deres talsmand Jens Nørregaard, som havde grundlagt Testrup Højskole i 1866. Han tilhørte partiets højrefløj, og han havde mange konfrontationer med Lars Bjørnbak, både i aviserne og ved møder. De var uenige om det meste, både med hensyn til den politiske udvikling og undervisningen på højskolerne, og de havde ikke meget respekt for hinandens meninger.
Jens Andersen havde forståelse for begge gruppers synspunkter, og han ønskede at nedtone diskussionerne og i stedet få grupperne til at samarbejde om de politiske mål. Han var oprindelig grundtvigianer, men gennem det politiske arbejde blev han mere og mere præget af Bjørnbaks synspunkter, og de samarbejdede tæt frem til Bjørnbaks død i 1878. Jens Andersen kunne accepteres af begge grupper, og han gjorde det til sin opgave at mægle mellem dem. Derfor blev han kaldt brobyggeren, og det blev også dengang fremhævet som noget symbolsk, at han boede i Tranbjerg, som lå midt mellem Viby og Testrup.

Amtsrådsmedlem
Jens Andersen gik ikke efter en politisk karriere og stillede aldrig op til Folketinget, men han ville gerne have politisk indflydelse i lokalområdet, hvor han havde et stort netværk. Han var ikke en stor taler, men på møder og i diskussioner kunne han formulere sig skarpt og fyndigt.
Fra 1883 til 1898 var han medlem af Aarhus Amtsråd, og det var her hans politiske karriere kulminerede. Han blev hurtigt leder af Venstres gruppe, og mange søgte råd om politiske problemer. Den indsats, han blev mest kendt for, var bygningen og udvidelserne af Amtssygehuset. Allerede før han kom i Amtsrådet, havde han argumenteret for, at oplandets beboere skulle have adgang til et hospital ligesom byernes befolkning. Det var medvirkende til, at Aarhus Amtssygehus blev bygget 1880-1882 på en grund ved Kroghsgade på Frederiksbjerg. Det var det første oplandssygehus i Danmark og havde 42 sengepladser.
Amtssygehuset blev udvidet flere gange, og selv om Højre var betænkelig ved udgifterne, fik Jens Andersen gennemtrumfet sin vilje. Han argumenterede bl.a. med, at de velstillede kunne søge hovedstadens klinikker eller udlandets sanatorier, men det kunne de fattige ikke, og de blev ofte afvist af de danske sygehuse. Jens Andersen var formand for Amtssygehusets bestyrelse indtil sin død i 1906, og derfor var han også involveret i planerne i den sidste store udvidelse ved Ingerslevs Boulevard i 1907, som gav plads til 156 patienter.

Sparekassedirektør
Da Jens Andersen trods alt blev betragtet som en bjørnbakker, og da han en stor politisk erfaring, blev han i 1887 valgt som formand (direktør) for Landbosparekassen for Aarhus, der lå i Østergade. Han blev en respekteret og dygtig formand, som havde stor betydning for Landbosparekassens udvikling. Han var formand til sin død i 1906, i alt 19 år. Landbosparekassen oplevede en pæn vækst, og i Jens Andersens formandsperiode steg de indskudte midler fra 1½ til 6 millioner kr.
Årene omkring 1890 var nok den travleste periode i Jens Andersens liv, for han var både førstelærer, amtsrådsmedlem og sparekassedirektør. I Tranbjerg havde han en vikar, men han underviste selv i religionstimerne om morgenen, inden han tog toget til Aarhus for at arbejde i Landbosparekassen. Selv om han var kendt for at kunne overkomme det utroligste, blev det efterhånden for meget, og i 1892 besluttede han sig for at forlade lærerjobbet i Tranbjerg. Derefter flyttede familien til Aarhus.
I slutningen af 1890´erne begyndte helbredet at blive dårligere, og i årene før sin død havde han flere gange sygeorlov. I 1906 fik han mavekræft og blev opereret på Amtssygehuset, men han døde den 5. juli. Han blev begravet på Tranbjerg Kirkegård, hvor det fredede familiegravsted er placeret ved den vestlige kirkegårdsmur, tæt på den daværende skole og lærerbolig.
Jens Andersen nåede meget i sit liv, og han fik stor indflydelse på den politiske udvikling i Aarhus fra 1870 til 1900. Det bevirkede, at han uden tvivl er en af de personer i Tranbjerg, der i sin samtid blev mest kendt uden for Tranbjerg.