Af Jane W. Schelde
Hvad er der mon sket med den flotte gule busboble på Torvevænget, som elever fra 4. klasse på Tranbjergskolen udsmykkede sammen med kunstneren Merete Aude Graversen sidste år?
Flere borgere fra Tranbjerg har undret sig over, at den gule busboble er væk, og at busstoppestedet før sommerferien i stedet fik en hel anden busboble.
Lastbil ramte busboblen
Tranbjerg Tidende har spurgt projektleder Marie Overgaard Nielsen fra Aarhus kommunes Teknik & Miljø afdeling. Hun forklarer, at årsagen til udskiftningen er, at den gule busboble blev ødelagt i vinter, da en lastbil bakkede ind i den.
– Og den stod desværre ikke til at redde, siger Marie Overgaard, som også ærgrer sig over uheldet.
Hun ville gerne have skaffet en ny grå busboble, som Merete Aude Graversen og skoleelever kunne udsmykke, men der var desværre ingen tilbage på lageret.
I stedet blev løsningen at erstatte den ødelagte busboble med en anden, der allerede var udsmykket.
– Da Midttrafik nedlagde et busstoppested ved TAMU-centret på Oddervej, var der en busboble i overskud. Og så var vores entreprenørenhed hurtig til at flytte den til Torvevænget, siger hun.
Motiv med mening
Den nye busboble er udsmykket af kunstneren Mikkel T. Jessen, som har udsmykket flere steder i Aarhus. Motivet på busboblen er en papegøje, der kigger på en planet med mange dannebrogsflag. Med motivet stiller Mikkel T. Jessen spørgsmålet: ”Er løsningen på vores problemer virkelig at sætte flag på andre planeter eller lande? Måske skulle vi bare passe bedre på den, vi har.”
Busbobler i festugeprogrammet
I Aarhus Festuge tilbød Midttrafik, Aarhus Kommune og festugen i samarbejde ”Tour de busboble” – dvs. en rundtur enten til Aarhus Nord (bl.a. Risskov, Skæring, Hjortshøj, Lystrup og Tilst) for at se de udsmykkede busbobler der. Eller en rundtur til Aarhus Syd (bl.a. Højbjerg, Holme, Mårslet, Solbjerg og Tranbjerg) for at opleve busboblerne i de områder.
I app’en ’Opdag Aarhus’ kan man i øvrigt finde billeder og beskrivelser af alle de udsmykkede busbobler i Aarhus Kommune.
Søg blot på busbobler.