Frivillige yder lektiehjælp hver uge

Tranbjergs lektiecafé er åben for elever hver onsdag eftermiddag.

Af Jane W. Schelde

Boller og saftevand står klar og venter blot på, at de første elever dukker op. Det er onsdag eftermiddag, og lektiecafeen på Tranbjerg Bibliotek er netop åbnet. Rundt om bordet er fire voksne klar til at hjælpe med opgaver i fagene dansk, matematik og engelsk – og ind i mellem også lidt tysk. 

Først en bid brød

– Eleverne er som regel sultne, når de kommer fra skole, så vi begynder altid med boller, saftevand og hyggesnak. Først bagefter går vi i gang med lektierne, fortæller Lisbeth Sunds, der er koordinator for lektiecafeen. 

Og hun har ret. Lidt efter kl. 14 dukker de første tre elever op og går straks i gang med at smøre en bolle. De går i samme klasse. Den ene, der er ordblind, har været der mange gange, mens de to andre næsten lige er begyndt. Men alle vil gerne have hjælp med forskellige opgaver – i dag er det primært læsning og stavning. 

I løbet af de 2,5 timer, som lektiecaféen har åben, kommer andre elever til, mens nogle af de første tager hjem.

Plads til flere elever

– Lige nu har vi nok 7-8 elever, der kommer fast i løbet af vores åbningstid, og der er faktisk plads til flere, fortæller Lisbeth.

Hendes opgave som koordinator for lektiecafeen er bl.a. at lave vagtplaner for, hvornår de syv frivillige voksne, der er tilknyttet lektiecaféen, har en vagt. De er typisk fire voksne pr. gang – voksne, som har forskellig faglig baggrund og alder. Lisbeth selv er uddannet folkeskolelærer, men er nu på efterløn. Andre af de frivillige er enten lærere, pædagoger, socialpædagoger eller lærerstuderende og har alle erfaring med undervisning eller lektiehjælp.

Som koordinator har Lisbeth også kontakten til Dansk Folkehjælp, som lektiecaféen hører under. Hun styrer økonomien mht. indkøb af mad og drikke til børnene og har kontakten til skolerne. 

Indsatsen giver mening

Lisbeth Sunds har været med i lektiecafeen siden starten for tre år siden.

– Da jeg gik på efterløn som folkeskolelærer, ville jeg gerne holde mine faglige kompetencer ved lige. Så at blive frivillig i lektiecafeen var for mig en måde at holde fast i mit fag og samtidig gøre noget, der giver mening, siger Lisbeth.  

Morten Holm Frandsen, som er en af de andre frivillige, er ved at uddanne sig til gymnasielærer, men har pt. et vikarjob på en folkeskole.

– Jeg vil gerne have noget erfaring via lektiecafeen. Det er både god træning, og så er det godt at få på mit CV, siger Morten. 

For ham er det også givende at se børnene få mere selvtillid, når de oplever succeser f.eks. i forhold til læsning, fordi de får hjælp 1-1 af en voksen.

Åben hver onsdag

Lektiecaféen på Tranbjerg bibliotek er for elever i Tranbjergområdet og er åben for alle elever i såvel folkeskolen, som privatskoler og specialskoler. De fleste elever er fra 1.-5. klassetrin, men der er ingen aldersbegrænsning.

Lektiecaféen har eksisteret siden 2021 og holdt i starten til i bylivshuset K10. Den er siden flyttet til biblioteket, som på mange måder er en ideel placering til formålet. Her kan eleverne f.eks. låne bøger med hjem, som de har brugt i lektiecaféen.

Lektiecaféen har åben hver onsdag fra kl. 14-16.30 undtagen i skolernes ferier.

Hvis du vil vide mere om lektiecaféen, eller dit barn gerne vil være med, kan du kontakte Lisbeth Sunds på mobil 2873 0849. Du kan også blot møde op en onsdag i åbningstiden.

Frivillige yder lektiehjælp hver uge

Her på Nyhedssiden kan du finde indlæg som ikke er aktuelle når bladet udkommer, men har vigtig infomation om fx datoer for arrangementer eller andre vigtige beskeder.

Indlæg
Picture of Tranbjerg Tidende
Tranbjerg Tidende

Redaktionen levere de nyheder der ikke rammer bladets deadline.

Vi bruger cookies udelukkende for at optimere din bruger oplevelse.