Nyt event skal fremme kreativiteten hos ældre.
Af Frederik Simonsen
Tirsdag 17. maj havde 12 beboere på Aarhus Friplejehjem vovet pelsen og meldt sig til et event, hvor de kunne prøve kræfter med at male på keramik.
Det var 5 studerende fra Aarhus Erhvervsakademi og keramisk cafe Art By Me, der havde arrangeret eventet med det formål at vise, at kunst ingen aldersgrænser har, og at man aldrig bliver for gammel til at prøve noget nyt.
Indledningsvis fortalte Frederik fra Erhvervsakademiet om opgaven, og derefter fortalte Sille fra Art By Me, hvordan opgaven kunne løses. Der skulle males et motiv på en tallerken.
Der var stor spænding om, hvordan resultatet nu kom til at se ud, men da først penslen kom i hånden, sænkede roen sig, og koncentrationen steg, mens der blev nydt lidt chokolade og en kop kaffe.
Til inspiration til motiver var bordene pyntet med blomster.
Efter cirka 1½ time med højt humør og hvor der foruden maleriet blev snakket gamle dage og minder, var deltagerne færdige med deres tallerken.
Med dagens event har Aarhus Friplejehjem vist, at det er muligt at komme ud til de ældre med noget nyt, og derved være forbillede for andre plejehjem.